Uddrag fra bogen: KONGENS LIVJÆGER CORPS 1801 —1870. Af Kaptajn Carl von Kohl. udgivet 1938. Side 29-43. Opsat og redigeret maj 2023.
1807
Professor Thomas Bruun skrev i 1807 med Rette: „Vel udbrød et Uvejr i 1801. Det mørknede vor lyse Himmel, men Skyen forsvandt, førend vi tilfulde indså dens Følger“. — Thi en virkelig Forståelse af den overhængende Fare, som truede vort Land ved hele dets udsatte Stilling i hine evindelige Krigstider, mærkede man intet til. Og da så Uvejret kom —frygteligere og mere skæbnesvangert end forrige Gang, — ja, da var Danmark lige så uforberedt som så ofte før — og senere. Fremsyn har sjældent præget Danmarks Udenrigspolitik!
Det var i mange Retninger økonomisk gode Kår, der fulgte efter Slaget på Rheden. Vor oversøiske Handel blomstrede, og vi glædede os over, at vi alene havde Fred. Vi lullede os ind i Forvisning om, at således skulde det nok blive ved at gå. Dog tærede Neutraliteten stærkt på Statens Finanser. Der måtte jo stadig holdes en rustet Hær ved vor sårbare Sydgrænse for at sikre vor Neutralitet, skønt det ikke var disse 12,000 Mands Nærværelse, der værnede os mod Napoleons Magt, men kun den Omstændighed, at de Franskes Kejser endnu ikke så sin Interesse i at vække os af vor Dvale. Hans Opfattelse af, hvad Neutralitet er, var jo ikke ukendt: „En Neutral er en fordækt Fjende, som vil have Tid til selv at vælge Parti. De Neutrale er altid skadelige for begge de krigsførende Magter, og det er derfor Dårskab at vise dem Overbærenhed og Skånsomhed. Resultatet deraf vilde blot være at sætte dem i Stand til at erhverve sig alle Krigens Fordele. Man maa derfor ikke lade de Neutrale have Fred, uden man ikke kan nå dem, eller man ikke har Brug for dem og deres Territorium“.
Men vi troede åbenbart på vor Neutralitets Usårlighed. Dog — i Oktober 1806 viste det sig, hvilket skørt Korthus den Neutralitet var, som vi berømmede vor kloge Regering for. Napoleon knuste i en Håndevending Preussernes Magt, og Fastlandet lå åbent for hans Hære. De tilbage vigende Preussere var sikkert brudt ind over vor Grænse for at slippe bort, hvis vore Tropper ikke havde været på Stedet. Det Sammenstød mellem franske Tropper og vore, der fandt Sted ved Holstens Grænse den 6. Nov. 1806, fik ganske vist ikke officielle Følger, fremkaldt, som det var, ved en Fejltagelse, men Napoleon krævede dog på det bestemteste, at de danske Tropper i Holsten skulde trækkes bort, hvad den danske Regering erklærede umuligt nu, da Vinterens Komme vilde hindre en Overførsel af så mange Tropper til Øerne. Og denne Vægring blev på to Måder til ubodelig Skade for Danmark! Dels vakte den Napoleons Uvilje mod Danmark, som tilmed tillod sig at betænke sig på at tiltræde den mod England rettede Fastlandsspærring, — og dels umuliggjorde den Sjællands virkelige Forsvar, da Lynet slog ned, og England i August 1807 satte sit pludselige Overfald ind paa det uforberedte Danmark.
Hvert Skridt, vi tog, for ikke at få Napoleon til direkte Fjende, vakte Englands Mistro og Vrede. Ikke uden Grund frygtede dette Rige for, at Danmark-Norge — selv imod sin bedre Overbevisning — skulde blive tvunget til at slutte sig til Fastlandsspærringen. Det historiske Kejsermøde i Tilsit i Juli 1807 blev Dødsdommen over vor Neutralitet.
Uvejrsskyerne samlede sig over os, mens vi endnu lod til sorgløst at nyde Fredens Goder og følte os som privilegerede Tilskuere til det store Verdensdrama, — kommer man ikke uvilkårligt til at mindes Årene efter 1914? Vi ofrede i Årene 1805—07 næppe en Tanke på, at vor Besøgelsestime kunde oprinde! Men England handlede i Overensstemmelse med Napoleons Syn på de Neutrale, og vort Forsvarsberedskab var ikke imponerende. Som Fæstning betød København kun lidt — ingen fremskudte Værker, ingen øvet Besætning —, dens Overkommandant var en 72aarig Ingeniørofficer, der aldrig havde ført Tropper i Marken, Flåden lå aftaklet og ubemandet, og Kronprinsen, Sjælen i Danmarks Forsvar, var i sit Hovedkvarter — i Kiel!
Ved Krigens Udbrud var Officerskorpset som følger:
Chef, Major Friedrich Conrad v. Holstein (udnævnt 15. April 1801).
Kaptajn Caspar Herman v. Stibolt (8. Jan. 1802).
Kaptajn Jens Peter v. Jensen (9. Dec. 1803).
Kaptajn Wulf Veit Christopher v. Tronier, Adjutant (8. Jan. 1802).
Stabskaptajn Caspar Herman v. Benzon (14. Marts 1806).
Premierløjtnant Jens Peter v. Bruun (11. Maj 1807).
Sekondløjtnant Andreas v. Buntzen (11. Maj 1804).
Sekondløjtnant Christian Friedrich Ludwig v. d. Lühe (18. April 1806).
Sekondløjtnant Christian Siegfried v. Mangor (18. April 1806).
Sekondløjtnant Joost Johan v. Hemmert (10. April 1807).
Under Major v. Holsteins Kommando hørte også de såkaldte „Herregårdsskytter“, en frivillig Afdeling beredne Skarpskytter, mødt fra de sjællandske Godser, ført af Major, Kammerherre v. Krogh. Deres Styrke opgaves til 118 Heste, og de viste sig under Fægtningerne som en fortræffelig og utrættelig Støtte for Livjægerne.
Den 16. Aug. ved Solopgang begyndte den engelske Landgang ved Vedbæk, hvilket dog ikke kom General Peymann uventet. Han havde om Af tenen den 15., ved Efterretningen om, at en Landgang forestod, givet Oberst v. Bassewitz Ordre til at foretage en Rekognoscering henimod Landgangsstedet, en sand Urias-Opgave, da det samtidig — i tro Overensstemmelse med Kronprinsens Instruks, at man „måtte afværge at være Agressor“ — blev påbudt den ulykkelige Oberst at „gå forsigtig til Værks, ej at skyde eller angribe først“ og slet ikke at lade Patrouiller eller Kolonner vise sig paa Strandvejen, for at Fjenden „ikke skulde få Mistanke til os“. Med en sådan „Ordre“ var Foretagendet på Forhånd dødsdømt, og da man i Fæstningen fik Underretning om, at 4—16,000 Mand engelske Tropper nu rykkede frem fra Vedbæk mod Nærum, gav Peymann straks Befaling til, at Rekognosceringskommandoet skulde trække sig ind i København.
Livjægerkorpsets Bevægelser ved denne Lejlighed ses bedst af Major v. Holsteins egen Beretning om Dagen:
„Rapport.
Lørdagen den 15. Aug. 1807 om Aftenen Kl. 7 lod den Komd. General, Peymann, mig kalde og gav mig Ordre at samle Kongens Liv jægerkorps om Natten Kl. 1 for i Forening med det Sjællandske Rytterregiment, Skolen af Husarregimentet, Gods skytterne samt 2 Batterier ät marchere til Jægersborg Dyrehave og at besætte de forskellige Overgange over Åen mellem Strandmøllen og Fileværket.
Den 16. Aug. Morgen Kl. 2 afmarchertes fra Kastellet til Østerbro, hvor Kavaleriet stod. Her erholdt jeg Underretning af Generalmajor v. Bielefeldt, at Oberst v. Bassewitz havde Kommando over det hele, som befalede al lade Riflerne.
På dette Sted blev Kolonnen stående til Kl. henimod 4, da alt satte sig i Marsch ad Øster Allee, forbi Salpeterværket og ind på Øster Fælled i følgende Orden: Kavaleriet, Kongens Livjægerkorps og de to Batterier. Fra Østerfælled videre forbi St. Vibenshus til Lundehuset, hvor atter gjordes Holdt til Kl. henimod 7. Efter at Oberst v. Bassewitz havde faaet Underretning om, at Fjenden var landet ved Vedbæk, detachertes jeg med Livjægerkorpset og 1 Underofficer med 8 Ryttere ad Ordrupvejen til Dyrehaven. Ved Alleen, som fører fra Gharlottenlund til Jægersborg, detachertes Kaptajn Jensen med Korpsets Reserve, bestående af 1 Løjtnant, 4 Overjægere og 92 Mand med Ordre til at patrouillere og besætte Ermelunds Skov til Fortunen. Med Korpset marschertes gennem Ordrup til Indgangen ved Christiansholm, hvor jeg gjorde Holdt og udsendte en Kæde af Patrouiller, som skulde strække sig fra Strandvejen indtil kortunen. Kæden avancerte op til Åen uden at forefinde noget fjendtligt.
Efter at have fået Underretning herom satte jeg mig i Marsch for at besætte de befalede Overgange, da jeg erholdt Ordre fra Oberst v. Bassewitz at gaa tilbage til Ordrup. Jeg lod nu Patrouillerne kalde tilbage og sendte Ordre til Kaptajn Jensen at gå til Charlottenlunds Skov for med Reserven at besætte denne. Straks udenfor Ordrup kom Kaptajn Hummel med 4 Kanoner samt en Officer med en Trup Ryttere, som havde Ordre til at melde sig hos mig, og fik jeg samme Tid Ordre fra Oberst v. Bassewitz at besætte Indgangen ved Christiansholm. Kaptajn Hummel placerede 2 Kanoner imod Indgangen til Christiansholm og 2 opad Vejen til Emiliekilde. En Korporal med 4 Ryttere lod jeg bestandig patrouillere ad Strandvejen.
Omtrent Kl. 2 fik jeg Ordre fra Oberst v. Bassewitz at gå tilbage til Østerbro, hvorefter jeg samlede alt og efterfulgte den givne Befaling. Ved min Ankomst på Østerbro KL 4 slet fik jeg Ordre til at marchere ind i Byen. De Efterretninger, som af forskellige Landfolk indhentedes, lød, at Fjenden havde begyndt sin Landgang ved Vedbæk Kl. 3V2, som endnu varede. Styrken, som angaves, var meget forskellig — fra 4000 til 16,000 Mand. Et Bud fra Skovløberhuset ved Klampenborg meldte, at den fjendtlige General havde udstedt en Proklamation til Sjællands Indvånere, som efter megen Efterspørgsel af Kaptajn Tronier blev fratagen en Mand fra Vedbæk, og som straks tilstilledes Oberst v. Bassewitz.
Uagtet Korpset, som var udkommanderet uden Tornystre og altsaa uden al Pro vision, næsten slet intet nød, desuden ved den overordentlig stærke Ilede meget blev fatigeret på denne Marsche, viste samme en ufortrøden Standhaftighed og Lyst til at gå Fjenden i Møde, hvilket jeg skylder samme at anmærke.
Underdanig
F. Holstein.“
Overkommandoen i København havde næret Frygt for, at Rekognosceringskommandoet skulde blive afskåret, og kaldte det derfor tilbage. Man kunde have undt Livjægerne at have faaet brugt deres Rifler første Gang, de var ude med skarpt i dem, og Ordren til Retræte blev da ogsaa modtaget med Sorg.
Rekognosceringen udførtes imidlertid uden Tab, hvorimod man indbragte nogen Bagage og 7 Fanger, hvoraf et Par Jægere allerede blev taget i Ordrup. I høj Grad anstrengende havde Liv jægernes Dag været — uden Mad og Drikke — og i Natten, der fulgte, måtte Korpset holde Classens Have besat, lige til det Kl. 7 om Morgenen fik Ordre til atter at rykke ud og besætte „Haugen bag Castellet samt Blegdammen mellem Nørre og Øster Port“.
— Den Dag — Mandag den 17. — fik Korpset sin egentlige Ilddåb, det var det første Udfald fra Fæstningen, foretaget på Foranledning af, at fjendtlige lette Tropper havde vist sig i Terrænet mellem Store og Lille Vibenshus. Major v. Holstein havde Kommandoen over de 6—700 Mand, der deltog i Udfaldet: Livjægerkorpset, Herregaardsskytterne, 200 Mand Linie-Infanteri, et Detachement af Sjællandske Rytterregiment og 4 3-Punds Kanoner under Kaptajn Hummel.
Fremrykningen foregik dels gennem Kastellet mod Kalkbrænderiet og dels gennem Østerport til Grøften mellem Blegdammen og Nørrefælled. Fjenden havde besat Linien fra Lille Vibenshus til Svanemøllen, hvor der ogsaa saas Rytteri. Såvel fra Vangehuset som fra Lille Vibenshus blev vore Bevægelser iagttagne af engelske Officerer med Kikkerter. Mærkeligt lyder det i vore Øren, at Major Holstein lod den kommanderende General forespørge, om disse Huse måtte beskydes, hvortil han fik det naturlige Svar, at han måtte skyde på Fjenden, på hvad Måde han bedst kunde. 2 af Kapt. Hummels Kanoner, dækkede af en Deling Livjægere, beskød da Husene med Kardætsker. Da — som Holstein skriver i sin Rapport — „alt, hvad der stod under mig, ønskede at rykke mod Fjenden“, gik Kæderne frem i 2. March (d. v. s. Løb) med Mod og stor Kraft under bestandig Riffelild fra Fjenden. Kampen var meget levende, de fjendtlige Forposter dreves voldsomt nordpå, indtil de fik betydelig Forstærkning, der tvang vort Angreb tilbage. I Stillingen i Højde med „Nøjsomhed“ blev Korpset liggende, indtil det Kl. 11 Aften blev afløst af en Bataillon af Norske Livregiment.
Vort Tab i denne Affære var ikke stort — kun 1 død og 13 sårede —, hvilket for en stor Del maa tilskrives den udmærkede, spredte Fægtnings metode, som vore Jægerkorpser var så veldresserede i, og som med de åbne og tynde Formationer så fortrinligt evnede at afpasse sig efter Terrænet. Udfaldet bragte intet materielt Udbytte, men Major v. Holsteins
Tropper havde nu for første Gang „lugtet Krudt“. Med Hæder havde de vist sig at stå Mål med en krigsvant Modstander — deres Holdning havde været fortræffelig. I sin Rapport fremhævede Chefen Livjægernes offensive Ånd og deres Kamplyst. Sørgeligt var det derimod, at det ved denne Lejlighed straks viste sig, at det engelske Krudt var langt stærkere virkende end vort, og at deres Kugler nåede langt videre end vore.
Den 18. og 19. fandt ingen Kamp Sted til Lands. I Fæstningen vedblev man at arbejde på Voldenes Armering og Reparering og med Troppernes Øvelse og Organisation. Det borgerlige Infanteri og Artilleri toges til Tjeneste på Voldene. Den 19. inddeltes Tropperne i Brigader, og Livjægerkorpset indordnedes sammen med Herregårdsskytterne i Kavaleribrigaden under Oberst Greve Schmettau, Kommandør for Garden til Hest, løvrigt befaledes Livjægerne til, alternerende med Studenterkorpset, at besætte Rosenborg, Slotsholmen og Palaiserne, men denne Ordning kom ikke til at betyde meget for Jægerne, der stadig brugtes til Tjeneste uden for Fæstningens Volde. Samme Dag beordredes Sekondløjtnant v. Gleiss ved Slesvigske Jægerkorps til at forrette midlertidig Tjeneste ved Liv jægerkorpset som Adjutant.
Fjenden fortsatte sin Landsætning af Tropper og Materiel. Opkastningen af et stærkt Batteri ved Svanemøllen fremmedes med stor Energi, da dette Punkt var af betydelig strategisk Værdi som Sikring af Forbindelsen mellem Flåden og Landgangshærens venstre Fløj. Ligeledes begyndte Opførelse af Værker på de andre Belejringsfronter.
Målet for det andet Udfald fra Fæstningen blev at ødelægge Svanemøllebatteriet, som var til største Gene for vort Søforsvar. Den 20. August om Morgenen Kl. 3.30 rykkede 2 Kolonner ud fra Fæstningen. Det var klart Måneskin, men før Solopgang blev det ulykkeligvis stærk Taage, der vanskeliggjorde al Føring og Oversigt.
Hovedkolonnen under Oberstløjtnant v. Voigt rykkede ud af Østerport og bestod af Livjægerkorpset, 2 Linie-Infanteribatailloner, Fodgardens og de 2 Regimenters Jægerkompagnier, Herregårdsskytterne, 2 Eskadroner og 2 3-Punds Batterier, Fra Søsiden skulde denne Kolonne støttes af 9 Kanonchalupper under Kaptajn Holsteen.
Den anden Kolonne under Oberst v. Walterstorff bestod hovedsagelig af 4 Landeværnsbatailloner — alt andel end tjenlige til et Udfald — og lidt Rytteri og rykkede ud af Nørreport med Ordre til at dække Hovedkorpsets venstre Flanke ved et Skinangreb i Retning af Lygten og Falkoneergården. Styrken var for hver af de 2 Kolonner op mod 1800—2000 Mand.
Da Forposterne langs Blegdammen var passeret, udskiltes fra Hovedkolonnen Major v. Holstein med Livjægerne; Herregaardsskytterne, en Eskadron af Garden til Hest og 6 Kanoner for almarchere over Store Vibenshus og der fra søge ind i Flanke og Ryg på Fjenden og Skansen, der skulde angribes i Fronten af Hovedkolonnen, som under Oberstlt. v. Voigt rykkede frem i Retning af Lille Vibenshus. Efter at have udsendt Sikringsdele rykkede Major v. Holstein frem i Kæder med Livjægerne, støttet af Kaptajn Hummels 4 Kanoner, fra St. Vibenshus tværs gennem Terrænet mod Svanemøllen.
Ved Solopgang hørtes Kanonerne fra Hovedkolonnen og fra Søen, hvorfor Kaptajn Hummel åbnede Ilden. Der udspandt sig en længere Artillerikamp, et af de engelske Batterier åbnede Ilden mod Livjægerne, både med Kugler og Kardætsker uden dog at have videre Virkning på Grund af de lange Distancer. Oberstlt. v. Voigt havde — hvad der senere efter Københavns Kapitulation kom ham dyrt at stå — undladt at træffe nærmere Aftale både med Kanonbådenes Fører og med Oberst v. Walterstorff, hvorved Chancen for en Overrumpling af Batteriet gik tabt, da Kanonbådene begyndte at skyde, inden Kolonnerne var kommet nok frem.
Oberstløjtnanten, der altid var i Teten af sine Tropper, blev betænkelig ved Situationen, så meget mere som den tætte Tåge hindrede i med Sikkerhed at beregne, hvor det fjendtlige Batteri, Udfaldets Mål, befandt sig. Han gav Ordre til Tilbagegang, men denne var så uventet — hedder det i Generalfiscalens Anklage mod Oberstlt. v. Voigt i Over Krigs Kommissionen ang. Københavns Kapitulation — „at Chefen for hans Artilleri paa højre Fløj, Kaptajn Hummel og Major v. Holstein, som kommanderede venstre Fløj, begge vægrede sig ved at adlyde Ordren, da den første Gang gaves — de anså den for en Misforståelse“. — Da Oberstlt. v. Voigt i Kommissionen erklærede, at Fjendens Artilleri var så betydeligt, at „det holdt Oblt.s Tropper i Respekt“, svarede Fiscalen, at Chefen for Livjægerkorpset netop havde været af den Mening, at man kunde have udført det, som var befalet.
Kl. 7 om Morgenen kom begge Kolonner tilbage til København. Tabene betød ikke meget, 16 døde, 20 sårede, til Søs 3 døde, 6 sårede. Oberst Walterstorffs Kolonne havde intet set eller udført og havde derfor intet Tab at beklage. Udfaldet havde været uheldigt og var ikke egnet til at hæve Stemningen i den belejrede By. Livjægerne havde dog gjort deres Bedste, og deres Chef skrev i sin Fægtningsrapport: „Denne hele Attaque, som omtrent varede 11 en halv Time, har givet mig den fuldkomneste Overbevisning om, at det mest levende Mod besjæler enhver, såvel i det Korps, jeg kommanderer, som dem, der i denne Attaque har stået i Forbindelse med mig“.
Tilbagetoget foregik da også i den strengeste Orden. Gentagne Gange fugtlede Oberstlt. v. Voigt med højstegen Hånd det Mandskab, som under Retræten kom ud af Fodslag. Betegnende for den brave, gamle Støvletsoldat — og for Tidsånden — er også den Passus i hans Rapport, hvori han siger: „Jeg frygtede at drages til Ansvar for at have handlet mod Anmærkningerne i Infanteri-Reglementets 2. Del om Tjenesten i Felten 5. Kapitel §§ 33 og 35“. I de Dage gjaldt det først og fremmest om at overholde Reglementernes Bestemmelser til Punkt og Prikke. At handle efter eget Initiativ kunde medføre et højst ubehageligt Ansvar!
Efter at Belejringsskytset og det dertil hørende Materiel var landsat, kom der Fart i Englændernes Operationer. Den 24. Aug. stod hele den engelske Hær under Våben, rykkede frem på alle Fronter og trykkede vore Forposter tilbage, så de hovedsagelig stod i Linie med Søerne.
I Fæstningen havde man stadig travlt med Forsvars- og Sluknings arbejder. Ved Dagsparolen den 24. fik Livjægerkorpset Ordre til daglig at stille 50 Mand til Rysensteens Lynette, som skulde forstærkes til 100, når Generalmarchen blev slået; tillige i så Fald 50 Mand til hver af Byportene undtagen Christianshavn.
Det 3. Udfald foretoges den 25. Aug. for at kaste Fjenden tilbage og om muligt tilintetgøre hans nye Batterier ved Assistens Kirkegaard. Hovedangrebet skulde føres over Blågård, samtidig med Skinudfald ad Øster og Vester Port. Om Eftermiddagen Kl. 2 rykkede Styrken ud af Nørreport under Kommando af Major v. Holstein i følgende Orden: Livjægerne, Herregårdsskytterne, Regimentsjægerne og 8 Kanoner, ialt op mod 600 Mand.
Ved Farimagsvejen deltes Styrken i 2 Kolonner. Den venstre, 50 Livjægere, Herregårdsskytterne, Jægerne af Fodgarden og Danske Livregiment, svingede ad Farimagsvejen over Dæmningen ved Skt. Jørgens Sømod Ladegården med Ordre til at lade de 2 Jægerkompagnier dække Kolonnens venstre Flanke, medens de 50 Livjægere og de afsiddede Herregårdsskytter over Engene ved Blågård skulde søge Forbindelse med Hovedkolonnen, der var marcheret over Dæmningen til Nørrebro. Alt gik efter Ordre, og da Forbindelsen var opnået, rykkede det hele, efter at være kommet på Linie, med Liv og Hurtighed i Skyttekæder frem mod Blågaard.
På alle Punkter engageredes Fjenden. Udfaldsstyrkens højre Fløj under Kaptajn Jensen drev Fjenden fra Stilling til Stilling tilbage over Jødekirkegården, der besattes, medens Centrum under Kaptajn Stibolt trængte frem mod Assistens Kirkegaard. Alt var hidtil gået, som det skulde, men nu blev det ikke muligt at komme længere frem. Fjenden, man havde for sig, var overlegne og krigsvante hannoveranske Tropper, der havde indtaget forberedte Stillinger i Grøfter, bag Plankeværker med Skydehuller, bag Mure og Huse, der var indrettede til For svar, en Kampmåde, man ikke kendte meget til dengang. „Ikke desmindre“ — hedder det i det samtidige Nyhedsskrift „Dagen“ — „anfaldt vore tapre Folk disse Buskmænd og jog dem ud af deres Reder“, men der viste sig nu også stærke fjendtlige Reserver af alle Våbenarter. Major Holstein turde ikke længere risikere sin lille Angrebsstyrke, der kun bestod af ca. 300 Mand, mest Livjægere, efter de store Afgivelser, der i Forvejen var gjort til Sikring af Flanker og Retræte. Han gav Ordre til Tilbagegang, der skete i bedste Orden.
Udfaldsstyrkens samlede Tab var 1 Officer falden (Prlt. Jens Peter o. Bruun af Livjægerne), 21 faldne, 55 sårede. Fjendens Batterianlæg havde man intet set til, og om Aftenen satte Fjenden sig fast i Blågård og Ladegården. For at udnytte og fastholde den nye Angrebslinie, som var vundet, tog Englændene om Natten fat paa at fuldføre deres Skanser og besatte Classens Have.
Da Overkommandoen i København havde fået Underretning om, at Classens Have kun var svagt besat af Fjenden, vilde man forsøge at drive ham bort og foretog derfor det 4. Udfald den 26. Aug. Det blev atter Major v. Holstein, der skulde lede det, og til Hvervet fik han de samme Tropper som Dagen før. Han rykkede rask fra Kastellets yderste Enveloppe frem mod Classens Have, understøttet fra Søsiden af Kanonbådene. Som sædvanlig trængte de kække Livjægere på højre Fløj frem gennem Haven under en vedholdende Ild og drev Fjenden til bage, men Forholdene på venstre Fløj var for vanskelige for Regiments jægerne, da de fjendtlige Skytter, ligesom Dagen før ved Jødekirkegård den, rettede en voldsom Ild ud over det åbne Terræn mod dem fra krenelerede Plankeværker og Hegn, så at al videre fremrykning umulig gjordes. Der måtte blæses til Retræte.
Tabet var ikke stort, Livjægerne havde kun 8 sårede. Derimod led Marinen det Tab, at Kanonbåden „Stubbekjøbing“ ramtes af en Granat og sprang i Luften, hvilket kostede 31 Mand dræbte, 12 sårede.
Classens Have 1807. Under Tegningen staar dette Vers af N. T. Bruun:
„Hvor Dødens Skud var vissest, Faren størst, den brave Jæger stedse mødte først. Ham andre Brødre række trofast Haand, thi Alle brænder højt af fælleds Aand.“
Det 5. Udfald fandt Sted den 31. Aug. for at fordrive Englænderne fra Classens Have. Under Kommando af Oberst v. Beck, Chefen for Norske Livregiment, rykkede Kl. 4.30 Morgen en Styrke af ca. 2200 Mand i frem fra Kastellet. Som altid var Livjægerne med ligesom Herregårdsskytterne samt 3 Linie-Batailloner og en Artilleristyrke. Da Havens Træer skulde hugges og Bygninger sløjfes, medfulgte 50 af Holmens Tømmermænd og 50 Brandmænd. Til Søs understøttedes Udfaldet af 3 Kanonbåde.
Livjægerne rykkede frem i Spidsen og kastede under livlig Fægtning Fjendens forreste Tropper tilbage. Træerne blev fældede og Sløjfningen af Husene påbegyndt. Men stærke fjendtlige Kolonner rykkede frem til Undsætning i Ilmarch, både på Lyngbyvejen og Strandvejen, og trængte nordfra ind i Haven. Det ligger i selve Ordet „Udfald“, at det er et Foretagende, der må ende med en Tilbagegang, og i dette Tilfælde var dets Hensigt nået, og Tilbagegangen foregik i god Orden trods Fjendens overvældende Ild, idet Classens Have derefter blev skarpt beskudt fra Voldene og Kanonbådene.
Vort Tab var 20 faldne og 82 sårede, blandt hvilke selve General Peymann, der fik en Geværkugle i venstre Ben. Det var ved denne Lejlighed, at han, da Professor Winsløw bevidnede ham sin Medfølelse, udbrød, idet han pegede paa sit Bryst: „Her burde Kuglen have truffet.“ — Fjendens Tab havde været betydelige.
Ligesom ved alle andre Lejligheder hørte man efter dette Udfald kun lutter begejstrede Ord om de kække Livjægere, som man med Rette til skrev en væsentlig Part i Dagens smukke Resultat. Liv jægernes Popularitet overstrålede alle andre Afdelingers.
En Livjægerofficer bad ved det sidste Udfald om et Par Frivillige til at for stærke Livjægerne, hvis Rifler var blevet „stenløse“, og straks meldte der sig et helt Kommando for at få Lov til at føres ad Ærens Vej med de populære Jægere. Utallige Træk fortaltes Mand og Mand imellem, der priste Livjægernes Tapperhed og Ærekærhed. „Dagen“ fortæller således, at en ung Livjæger under Belejringen tilbød at snige sig ud af den belejrede By og skaffe Efterretning fra General Castenschiold. Han var så lykkelig at udføre sit Hverv, men da man tilbød ham 100 Rdlr. som Belønning, svarede han: „Nej, en kgl. Livjæger bør ikke modtage Betaling for slige Tjenester“. — „Den satiriske Tilskuer“ fortæller, at en ung Livjæger på Blågaard blev ramt af en Musketkugle, der knuste hans Ur.
Fornærmet rejste han sig op midt i den fjendtlige Ild, afskød alle sine Patroner og vendte så rolig Ryggen til og fjernede sig langsomt. Atter under Udfaldet i Classens Have gjorde han noget lignende, da han fik Armen kvæstet. Blandt de Unge, der i 1807 meldte sig som Rekrutter ved Livjægerkorp set, var også den senere så berømte Digter Johannes Carsten Hauch, Brodersøn af Studenterkorpsets Chef, Ekscellencen Hauch. Året 1807 var hans sidste Skoleår, og han kunde derfor ikke optages i Studenterkorpset, men meldte sig saa til Livjægerne, med hvem han deltog med Hæder i det store Udfald fra Classens Have. — Den 3. Bombardementsnat havde den Deling, han hørte til, Vagt paa Tømmerpladserne. Der gik Rygter om, at Fjenden den Nat vilde storme Byen, og der skulde sendes en Patrouille frem udenfor Fæstningen, så nær Englændernes Lejr som mulig for at udforske, om noget foregik, der kunde tyde paa en forestå- ende Storm. Løjtnanten spurgte sin Deling, om nogen vilde melde sig frivillig til Vovestykket, og det lød fra hver eneste Mand: „Jeg vil med!“ Men Hauch sprang straks ud af Geleddet og erklærede, at han vilde med.
Så ung og forholdsvis uøvet, som han var, fik han dog ved sin Ilterhed sat igennem, at hans Tilbud modtoges sammen med to andres. Rekognosceringen nåede helt ind i Englændernes Linier, og de slap alle tre uskadt fra det farlige Hverv.
Den berømte Botaniker Henrik Krøyer — Maleren P. S. Krøyers Fader — fortæller i sine Erindringer, at han, da han under sin Grækenlandsrejse kom til Hildesheim, dér traf Byens Kommandant, Oberst Kuckuk (!), der havde været med på Sjælland med de engelske Tropper 1807 og meddelte ham en Del fra den Tid. — „Om Livjægerne erindrer jeg den Bemærkning fra Obersten, at de havde været alt for forvovne, så at Hannoveranerne, så at sige mod deres Vilje, havde været nødt til at nedskyde dem “.
Dr. Frederik Munter skrev i sin „Kjøbenhavns Belejring 1807“: „Kongens Livjægercorps, altid foran, hvor Fare og Ære vinkede, nåede vel aldrig sit Ønske at staae mod Fjenden Mand mod Mand, da denne altid laae skjult bag Buske, Gjerder og Grøvter; men desuagtet rammede de øvede Skytter enhver, der stak Hovedet frem, og de gjorde sig snart frygtede af Fjenden, der kaldte dem „Officerskorpset“. Når det gik tilbage, var de altid de sidste, men også mange af dem døde på Stedet Hædersdøden for Fædrelandet, eller førtes hårdt sårede til Byen og måtte, uagtet kyndige Lægers omhyggeligste Pleje, ende Livet efter længe udholdte Pinsler“.
At al den Virak, der ofredes paa Livjægerkorpset, måtte vække nogen Jalousi hos Stadens andre Forsvarere, der ligesom de gjorde deres Bedste for Fædrelandet, er rimeligt nok. I „Berlingske Tidende“ skrev således Admiral Winterfeldt: „Den Roes, som i vore offentlige Blade tillægges de brave kongelige Livjægere, bifalder jeg ganske; kun beder jeg ikke at glemme Officererne og Mandskabet på Roeflotillen“.
Det var måske også tildels Jalousi, der lå bag den Klage, som Borgervæbningen den 29. Aug. indsendte til Kommandanten over, at „Kongens Livjægere ikke vil adlyde de borgerlige Skildvagter“, hvorfor Kommandanten indprenter, at „enhver Jæger haver at respektere Skildvagterne, og tillige at ingen Jæger træder på Brystværnet og ikke går ind mellem Træerne, når de gåe på Volden“.
Ved den nye Fordeling af Besætningen på Voldene den 1. Sept, skulde Livjægerne med en Trediedel af Styrken besætte Rosenkrantz’ Bastion, en Trediedel Ahlefeldts og en Trediedel Schacks.
Det blev en Afdeling Livjægere under den brave Løjtnant Mangor, der den 5. Sept, efter Bombardementet sammen med en Trop af Marineregimentet kastede et Glimt af Lys ind i den Række af Ulykker og Skuffelser, der havde ramt os. Fjenden havde Dagen forud skudt Tømmerpladserne ved Kallebod i Brand. Også Tømmerpladsbatteriet var tildels gået op i Luer, — enkelte Kanoner stod dog endnu til at redde. Livjægerne fra Rysenstens Lynette under Lt. Mangor og 100 Landeværnsmænd udkommanderedes for at redde Kanonerne. Ved det første Kanonskud mod dette Kommando løb Landeværnsfolkene deres Vej, men en Trop Marinere fra Gyldenløves Bastion kom til Hjælp.
En Kanonkugle dræbte straks 2 Livjægere, rev Benene af to andre. Da 2 Kanoner var bragt i Sikkerhed, rev en Kugle Hovedet af en Mand, der var ved at læsse den 3. Kanon på Vogn. Da der ikke kunde fås flere Vogne, og der kom Ordre til Lt. Mangor om at trække sig tilbage, måtte man nøjes med det allerede udførte. Lt. Mangor ender sin Rapport med disse Ord: „Jeg skylder mit Mandskab at erklære, at uagtet de fjendtlige Kugler oftere traf omkring dem, så gjorde ingen af dem Mine til at røre sig, end ikke når de slog ned midt imellem dem. Kanonbådene, som underholdt en heftig Ild mod Fjendens Batteri, gjorde os særdeles god Nytte og fortjener efter Sædvane at nævnes med Berømmelse“. — „Dagen“ skrev: „Det bør ikke forglemmes, at de kongelige Livjægere under Løjtnant v. Mangor har hæderlig Del i Foretagendets Held ved den Uforsagthed, hvormed de ud holdt Fjendens Ild“.
Livjægere, faldne for Fædrelandet 1807.
Paa en Mindetavle burde disse Navne staa skrevne for aldrig at glemmes:
Premierløjtnant Jens Peter Bruun, født 1781, falden 25. Aug. Begravet 15. Okt. under enestående Deltagelse.
Livjæger Johan Wilhelm Endorph, født 1777, død 25. Aug.
Livjæger Peter Christian Lynge, født 1779, såret og død 31. Aug.
Livjæger Peter Ferdinand Sandberg, født 1778, såret og død 31. Aug.
Livjæger Christian Lohmann, født 1781, såret og død 31. Aug.
Livjæger C. Adolph, død 5. Sept.
Livjæger Christian Hou, død 5. Sept.
Livjæger Johan Peter Arentzen, født 1779, død 12. Sept.
Livjæger Christopher Andreas Romeicke, født 1766, død 15. Sept.
Livjæger Andreas Wieck, født 1783, død 13. Sept.
Livjæger Jens Christian Bjørslef, født 1780, død 17. Sept.
Livjæger Johan Gottfried Absel, født 1782, død 4. Okt.
Livjæger Poul Otto Arboe, født 1783, død 9. Okt.
Livjæger Johan Ludvig Dorrien, født 1787, død 19. Okt.
Livjæger R. W. Pingel, født 1779, død 19. Okt.
Livjæger Frederik Vilhelm Mathiessen, død 5. Sept.
Livjæger Jørgen Samsøe Theilmann.
Livjæger Jonas Andreas Broager, født 1786, død 27. Okt.
Livjæger Bøhling.
Livjæger Peter Høye, død 17. Aug.
Livjæger Johan Christian Naye, død 17. Aug.
Disse 21 unge Mænd var dog ikke de eneste Livjægere, der faldt for Fjendens Kugler. Det vides, at Englænderne begravede en Del faldne Livjægere ved Blågård og i Classens Have, men — desværre — deres Navne kendes ikke. Og deres Grave er aldrig blevet passet af nogen nænsom Hånd.
Endvidere havde Livjægerkorpset 57 Sårede, — altså er det samlede Tab over 80 Mand eller mindst en Fjerdedel af Korpsets effektive Styrke!
Tørre Tal, der siger såre meget! På Ejendommen Holsteinsgade 9 — på den tidligere Classens Haves Grund — er i Muren indsat en Marmorplade med denne Inskription: „Til Minde om Livjægernes Udfald i Classens Have d. 26.—31. August 1807“.
Den første Følge af Kapitulationen var en Befaling af 7. Sept, om, at Byens Porte skulde aabnes, men dog lukkes ved Solnedgang. Vagterne skulde besættes som sædvanlig. Det borgerlige Artilleri og Kronprinsens Livkorps afgik fra Voldene.
Samme Dag blev Kastellet og Holmen besat af Englænderne, og for at standse den overhåndtagende Desertion af vore hvervede og højst upålidelige Marinere påbegyndtes Rejsning af en Palissadering fra Toldboden til Husarkasernen. En Troppekordon oprettedes her, der vekselvis besattes af Fodgarden og Livjægerne. Da Palissaderingen var fuldendt den 19., ophævedes Kordonen, men de 2 Af delinger vedblev at udstille Poster og Vagter for at hindre Rømningen.
En vanskelig Situation opstod en Dag her ved nogle Livjægeres lidt for nidkære Tjenstiver. En Mariner var saa fræk ved højlys Dag — i Vagtens Påsyn — at krybe gennem en Åbning i Palissaderingen langs Toldbod vejen for at desertere over til Englænderne i Kastellet — vore Marinere var hovedsagelig Tyskere, og de engelske Soldater i Kastellet var Hannoveranere, altså Landsmænd. Vagtmandskabet, der den Dag var Livjægere, løb efter ham gennem Palissade-Barriéren og indhentede ham paa Broen over Kastellets ydre Grav, hvor de i Påsyn af den engelske Vagt, der allerede var i Begreb med at fyre på dem, fangede Desertøren og førte ham i Triumf tilbage som Arrestant.
Livjægerne havde utvivlsomt overtrådt deres Instruks, og for at undgaa Klage fra Englænderne sendte General Peymann Desertøren tilbage til dem med den Bemærkning, at han ikke ønskede at beholde en sådan Meneder i Hans Majestæts Sold.
Den engelske General beholdt ham, — vel også fordi Galgen ellers havde været ham vis som alle Desertører i de Dage, som det således ses af Dags pressen, f. Eks. i „Dagen“, hvor en ganske kort Notits om Dagsnyt for tæller, at Musketeer Geertz af Marinekorpset Onsdag den 9. Sept, blev „ophængt på Amager af Michaelsen“ (Stadens Skarpretter).
At heller ikke Englænderne var blødsødne overfor deres Folk, vises f. Eks. ved, at da en Soldat havde sat Præsten i Birkerød en Pistol for Brystet for at tvinge ham til at udlevere Penge, dømtes han til 999 Stokke prygl. Bladet tilføjede med Sindsro, at Manden udåndede, da han havde faaet de 600.
Den 25. Okt. 1807 blev Livjægerkorpset underlagt det af General Johan v. Ewald kommanderede Troppekorps’med Hovedkvarter i Lethraborg og blev beordret til Kystbevogtning mellem København og Kronborg, liggende i Kantonnement med Stabskvarter i Hørsholm.
Der blev nok at bestille for Korpset i disse Dage. Chefen befalede, al „om Dagen, så længe det er liust, udsættes blot en enkelt Aveitissementspost fra Vagterne, men saa snart det bliver mørkt, træder en Trediedel af Mandskabet til Gevær, Resten er Reserve uden at klæde sig af. —— Patrouiller udsendes uophørligt“.
Den 1. Nov. skrev Generalen til Korpset: „Da man i Gilleleje og Hammermølle svæver i stor Frygt, vil Hr. Majoren efter eget Godtbefindende sende et Kommando dertil—— “. løvrigt øvede man Eksercits, Felttjeneste og Skiveskydning. Korpset sov sandelig ikke paa sine Laurbær!
Fra den 12. Nov. henhørte Korpset til 1. Armédivision under Landgreven af Hessens Overkommando, og den 23. rykkedes ind til Byen, hvor det daglig besatte Rosenborg Slots Vagt med 1 Løjtnant, 2 Oberjægere, 1 Halvmåneblæser og 26 Livjægere.
Med den 4. Dec. oprandt en at Korpsets store Dage, thi paa den Dag var det, at Kongen viste Korpset den største Hæder, der kunde vises det! I Kgl. Resolution af s. D. befalede Kongen: at „Da bemeldte Korps stedse har udmærket sig ved TjenesteIver og militær Orden, men især i denne Krig, under Kjøbenhavns Belejring, udviist megen Bravour og Kappelyst at stride som brave Krigsmænd for Konge og Fædreneland, og stedse indlagt sig megen Ære, skal Korpset til Belønning herfor og til en Opmuntring i Fremtiden at gå frem paa samme hæderfulde Bane, gives Anciennetet i Armeen, saaledes at ethvert Korps Linietropper, som her efter oprettes, skal rangere som yngre efter dette, ligesom Korpsets Officerer fra nu af skal have Rang med Officerer af Linietropperne, enhver efter sin Grad“.
Som Følge heraf skulde Korpsets Officerer ogsaa nyde samme Rettighed til at få deres Sønner indskrevne til virkelige (lønnede) Kadetter ved „Vort Landcadet-Korps“. — (Reskript 25. Sept. 1825).
På samme Tid som Regeringen nu log fat paa en Ordning af Forsvarsvæsenet til Lands for så vidt mulig at kunne møde Krigens Fordringer, virkede den også af al Kraft på at skabe et nyt Søværn. Folket støttede og tilskyndede Regeringens Energi ved rige frivillige Gaver i Penge, Kostbarheder og Materialer til Nydannelse af en Flåde. Også Livjægerkorpset viste her sit Fædrelandssind, i det 176 Medlemmer (den originale Liste over dem findes endnu) af egen Drift den 3. Dec. 1807 enedes om at „lade een Måneds Gage stå hen, foi’ at en Kanonbåd herfor kunde bygges, som vi gør os Håb om at måtte blive kaldet „Kongens Livjæger“.“ — En Måneds Gage betød i denne Sammenhæng en Måneds Indtægt af deres civile Beskæftigelse. Der indkom 1595 RdJr.!