Englændernes Angreb på Clas­sens Have

Hverken Rosenvænget eller Classens Have nåede helt frem til Østerbrogade, men gav Plads for en Række Huse og Haver med Værtshuse ind iblandt ved Vejstrækningen for Enden af Sortedamssøen og hen til Trianglen. Særlig i 1790erne tiltog Befolkningstallet på Østerbro. Endnu 1793 havde Nørrebro og Østerbro tilsammen kun 936 Indbyggere, men 1801 var der alene på Østerbro 659 Indbyggere. Bydelen kunde således ikke måle sig med Vesterbro, men udmærkede sig fremfor de andre Forstæder ved Classens Haveanlæg og ved sine rige Familier.

Ind over denne Idyl brød Englændernes Angreb på Sjælland 1807 som en stor Ulykke. Efter at være gået uhindret i Land ved Vedbæk den 16. August rykkede en Del af de engelske Styrker under Anførsel af General Baird den 17. frem til Jagtvejen og Svane­ møllen, hvor de straks anlagde et Batteri. De danske Forposter stod opstillet fra Kalkbrænderierne ned til Blegdammen, og en norsk Bataillon var anbragt i Classens Have.

Man forsøgte at anlægge en Skanse ved et Salpeterværk, som 1801 var blevet bygget mellem Øster Allé og Østerbrogade, og rettede et første Udfald mod Lille Vibenshus; men Englænderne fik hurtig For­stærkninger, så de Danske måtte gå tilbage til Clas­sens Have, og Skansearbejderne ved Salpeterværket blev bragt til Standsning af Ilden fra Svanemøllebatteriet. Det var ved denne Lejlighed, de to frivillige, Kromanden fra Asminderød Johannes Christian Hammer og hans 15-årige Søn Frits, fik Ilddåben. Sidstnævnte fik spaltet sit Gevær af en Fjendekugle, da han vilde krybe op over Jagtvejen, men slap selv uskadt.

Den 20. August forsøgte man kort før Daggry et større Udfald med 3.600 Mand og med Støtte af Kanon­ chalupper mod Svanemøllebatteriet. Kanonchalup­perne nåede vel at bringe Batteriet til Tavshed; men inden det blev taget af Landstyrkerne, kom de engelske Forstærkninger til, og man måtte skyndsomst trække sig tilbage. Den ene Halvdel af den danske Udfalds­ styrke havde ikke adlydt sine Ordrer og var slet ikke kommet til at tage Del i Fægtningen. Stemningen i København blev herefter temmelig nedtrykt, og da man den 23. igen rettede et Angreb mod Svanemøllebatte­riet, skete det kun fra Søsiden.

Den 24. August rykkede Englænderne så langt frem, at de danske Forposter måtte holde sig i Classens Have, og da et nyt Udfald mod Blågård på Nørrebro den 25. mislykkedes, satte Englænderne sig fast ved Salpeterværket og Blegdammene. Salpeterværket blev dog ikke opgivet uden et tappert Forsvar; men den følgende Nat trængte Englænderne frem gennem Clas­sens Have, og Fæstningen København var nu fuldstæn­dig indespærret fra denne Side.

Den 26. August forsøgte man i et fjerde Udfald at tilbageerobre Classens Have, der frembød alt for god Dækning for Fjenden. Der deltog denne Gang kun 500 Mand af Livjægerne, Herregårdsskytterne og Re­gimentsjægerne; men Kanonchalupperne skulle igen angribe fra Søsiden. Alt gik også godt fra Begyndelsen. Man trængte frem gennem det meste af Haven; men da man nærmede sig Husene ved Østerbrogade, stod Englænderne bag alle Plankeværker og Mure og tog varmt imod, og der var ikke andet at gøre end at retirere. Det var en ringe Trøst, at Kanonchalupperne bagefter kunde jage Englænderne ud af Haven med Kardæsker. Chalupperne havde selv temmelig store Tab som Følge af Beskydningen fra Svanemøllebatteriet, og en af dem sprang i Luften.

Den følgende Nat forsøgte man fra Kastellets Volde at skyde Haven i Brand med gloende Kugler; men Virkningen var ubetydelig og Englænderne lagde nu et Batteri ved Ny Kalkbrænderivej, der skulle hindre Kanonchaluppernes Indgriben. Tidlig om Morgenen den 31. August forsøgte man derfor det femte og berøm­teste Udfald, denne Gang med 2.200 Mand. Anfører var Chefen for det norske Livregiment Oberst Beck, og foruden Liniebatailloner af det norske og danske Livregiment deltog Livjægerne og Herregårdsskytterne samt en Artilleristyrke med 8 Kanoner og nogle Kanon­ chalupper.

Hensigten var, hvis man ikke kunde erobre Haven, i Stedet at ødelægge den ved at omhugge Træ­erne og afbrænde Husene, og derfor havde man 50 af Holmens Tømmermænd øksebevæbnede og 50 Brand­ folk med. Som sædvanlig begyndte det godt. De engelske Forposter blev slået tilbage, Træerne fældede, Brand­ stiftelsen begyndte og Målet for så vidt nået; men snart kom engelske Kolonner til Stede, og de danske Styrker måtte trække sig tilbage med et Tab af 20 faldne og 82 sårede.

Særlig Livjægerne havde udmærket sig, og den førnævnte Frits Hammer sårede på lang Afstand den engelske General Baird, der siden, da han blev præsenteret for den lille Skytte, anerkendte hans Skydefærdighed og gav ham to kostbare Pistoler til Erindring. Til Søs lykkedes det Tøjhusløjtnant Andreas H. Høyer med to Spilpramme at sprænge et engelsk Skib i Luften og at sænke en engelsk Brig.

Blandt Kø­benhavns Befolkning var der mere Tilfredshed med dette Udfald end med de forrige, fordi en Række højere Officerer havde deltaget og således vovet Pelsen. Selve Københavns Kommandant, den gamle redelige, men alt for forsigtige General Peymann, viste sig til Fods i Classens Have, men blev såret i det venstre Ben og måtte trække sig tilbage til Kastelsvolden. Da en Læge kom for at forbinde ham og sagde ham nogle ven­ lige Ord, pegede han på Hjertet og udbrød: „Her burde Kuglen have truffet“. Måske havde han søgt Døden.

I alt Fald anså Peymann Kampen fra dansk Side for håbløs. Englænderne var nu færdige med deres For­beredelser. Et Par Dage efter begyndte Bombardementet af Byen bag Voldene, og den 7. September måtte Peymann underskrive Kapitulationen. De indledende Underhandlinger om Betingelserne fandt Sted på Østerbrogade ud for „det hvide Hus“ på Hjørnet af Classens Vej.

Til Stede var her General Wellesley (den senere Hertug af Wellington), Oberstløjtnant Murray og Kaptajn Popham, fra dansk Side General Waltersdorff, Kontreadmiral Lutken og General­ auditør Bornemann samt som Tolk Digteren, Professor T. C. Bruun. Forhandlingerne blev dog hurtig henlagt til det danske Hovedkvarter, hvor Peymann lå med sit sårede Ben.

For Classens Have blev Krigen skæbnesvanger. P. H. Classen tog sig Ødelæggelsen meget nær. De af­ brændte Bygninger blev ikke genopført, Musaion ikke, fordi Kongen fastholdt, at der kun måtte bygges i Bindingsværk, og at Bygningerne skulle fjernes, når som helst Militæret forlangte det. Den eneste Bygning, der var sluppet nogenlunde ud af Katastrofen, var Antonienborg; den blev nu istandsat, og med sine få Væ­relser og sit Køkken kunde den afgive Husrum under kortvarige Ophold.

I øvrigt fik Haven nok Lov at gro vildt, næsten som en Skov og i denne Tilstand gik den ved P. H. Classens Død 1825 over til Fætteren Michael Classen, der igen efterlod den til en Søn, som også hed P. H. Classen. Disse to Ejere synes ikke at have haft anden Interesse af Haven end at bringe Penge ud af den, og de udlejede den til en Mand, der drev Erhvervsgartneri på Grunden. For at sætte Indtægten op, blev der også i Havens sydøstre Hjørne ud mod Strandpromenaden bygget en Ejendom til Udlejning, som fik Navnet Lille Ejegod.

Selv om Classens Have ikke genvandt sin gamle Fin­hed, groede Krigens Sår dog til, og Østerbro blev den samme landlige Idyl som forhen.