Strandpromenaden på Østerbro

»Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De ældgamle træer sammen med det tætte krat dannede ligefrem skovtykninger, og brød man igennem disse, stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudelys og muskedonnere førte tanken bort fra byens nærhed. Fra Classens Have lød i de lyse nætters tid nattergalens sang så stærkt over til os, at vi næppe kunne sove.«

Sådan erindrer skuespillerinden Julie Sødring sin barndomstid på Østerbro midt i 1800-tallet. Classens Have lå uden for den tæt befolkede by, men ikke længere væk end at turen fra Østerport kunne tilbagelægges på mindre end en halv times tid. Haven strakte sig fra Sortedamssøen til Øresundskysten, som den gang lå et par hundrede meter længere inde i landet. Langs kysten var anlagt en romantisk strandpromenade under store skyggefulde træer og med bomme i begge ender, således at de spadserende slap for det evige jag af hestekøretøjer. Men promenaden forsvandt, da trafikken udviklede sig omkring 1900, og hvor den havde ligget, opstod den brede, moderne Strandboulevard. På det tidspunkt forsvandt også de sidste rester af haven. Den blev i løbet af få årtier forvandlet til en stenørken, og i dag er navnet Classensgade det sidste minde om denne del af det gamle landlige Østerbro.

Johan Frederik Classen blev født i jævne kår i 1725, og det er ham, der oprindelig opkøbte jorden, der siden hen blev den berømte have. Egentlig hed han Clausen, men han havde honnette ambitioner. Clausen var der så mange, der gik rundt og kaldte sig, så han skiftede det ud til det mere usædvanlige Clasen. Det navn var heller ikke tilfredsstillende, og så tilføjede han et ekstra s. Classen var et fint navn, som han kunne bruge, hvor han kom frem. Og frem kom han. Organist ligesom sin far ville han ikke være, og derfor blev han indskrevet på universitetet et par år. Han blev cand. theol. som 19-årig den yngste nogensinde. Hans eksamen var imidlertid så dårlig, at han aldrig kunne have drevet det vidt som forkynder af ordet. Men det var heller ikke hans planer. Allerede som helt ung viste han betydelige evner inden for handel i større stil. Han optrådte som leverandør af krigsmateriel til staten, og han kom i kontakt med landets ledende foregangsmænd inden for industriel produktion. I dag ville man nok sige, at han var dygtig til at gøre brug af sit store netværk, men det er ikke bevist, at han direkte betjente sig af bestikkelse. Han plejede omgang med indflydelsesrige mænd omkring kongen og opnåede ret til at etablere både en krudtmølle og et kanonstøberi i Frederiksværk. Det var der penge i, og Classen blev en umådelig velhavende mand.

For nogle af pengene købte han en lystgård med et betydeligt stykke jord uden for Østerport og for andre nogle godser og herregårde rundt om i landet. Han døde i 1792, men havde forinden i sit testamente bundet sin formue til Det Classenske Fideikommis. Helt i tidens ånd skulle pengene bruges på at uddanne nyttige mennesker til statens bedste og til at understøtte og befordre vindskibelighed og arbejdsomhed. Men også til at hjælpe og lindre fattigdom og elendighed.

Det var et ædelt formål og smukt tænkt. Hans yngre bror var udset til at føre planen ud i livet, men i første omgang byggede denne en pragtvilla til sig selv og sin familie i haven. I januar 1807 åbnede han en kombineret almue og landbrugsskole, som fik navnet Musaison. Det betød musernes tempel, men blot et halvt år senere blev muserne, og hvem der ellers færdeles i den hidtil så fredelige have, fortrængt af danske og engelske soldater. Stedet blev forvandlet til krigszone.

I løbet af august havde en engelsk hær på 30.000 mand lagt sig i en ring rundt om København. Belejringen var total, og fra batterier på strategisk vigtige steder blev hovedstaden beskudt med kanoner og raketter. Ingen kunne vide, hvor længe det ville vare, eller hvordan det hele ville slutte. Fra tid til anden havde de indesluttede danske tropper gjort udfald mod den overmægtige fjende, men hver gang var de tvunget tilbage bag voldene med betydelige tab. En del huse på Vesterbro var det lykkedes at få nedbrændt, således at de engelske skytter ikke kunne benytte dem som værn, og det var ligeledes for at fremskaffe et åbent område langs kysten uden for Østerport, at 2.200 mand fra livjægerkorpset tidligt om morgenen 31. august trængte ind i Classens Have. Englænderne blev i første omgang fortrængt, bygninger i haven blev antændt, og en del træer blev hugget om, før de engelske forstærkninger nåede frem. Tre timer varede kampen. Så måtte de danske jægere trække sig tilbage med betydelige tab. Men udfaldet i Classens Have gik over i historien som en heltedåd, og livjægerne har fået deres eget gadenavn midt i kvarteret.