Historier fra Gården i Classenshave

Historier fra Gården i Classenshave

Min mor og far, Ruth og Aage Norsker, flyttede ind i Classenshave i ca. 1939. De var blevet gift i 1936 fordi de ventede min storebror Jørgen. Min mor 21 år og min far 36 år. Det var ikke nemt for nogen af dem at tilpasse sig hinanden. Min mor ung og ombejlet, min far ungkarl med mange interesser uden for hjemmet. Så efter et større opgør, hvor min mor flytter hjemmefra med min bror under armen, genforenes de ved at flytte ind i Classenshave, Strandboulevarden nr. 5
anden sal til venstre.

Her kommer jeg til verden dec. 1941 i den koldeste vinter under krigen. Jeg har et minde om at sidde ned i bunkeren under et luftangreb, på skødet af min mor, medens drengene leger spøgelser inde i mørket. Det er dem, jeg er allermest bange for, selvom min egen bror er mellem dem.

Vi kom tidligt ned og lege i gården, min mor fortalte om Jørgen, der kom op ad køkkentrappen med Adam Sisby, han var så lille, at han måtte kravle baglæns ned ad trappen. Men Jørgen kommer stolt ind i køkkenet med Adam og præsenterer ham for min mor og mormor: ”Dette her er Adam, ham har Vorherre skabt, vi andre er kommet med storken.” Det var først da vi kom skole, at vi fik den frygtelige sandhed at vide: ”Julemanden eksisterer ikke og storken kommer heller ikke med børnene.”

Vi var mange børn i hver opgang. Fra 3-års alderen blev vi sendt ned i gården for at lege, nogle gange tidligere, hvis der var større søskende til at passe på. Mødrene gik alle hjemme, ingen gik i børnehave. Livet i gården og parken, som vi følte var vores, var et univers på godt og ondt. Jeg var så heldig at have en storebror, jeg kunne kalde på, hvis jeg følte mig truet. Det var især børnene udefra, der kunne være truende i parken. Rundt om os lå jo bissegaderne, som Aggersborggade og Holsteinsgade, dem lå drengene tit i krig med. De voksne blandede sig ikke i vores leg og det var en dødssynd at sladre, så var man lukket ude. Hver gang man mødte en voksen, man kendte nejede pigerne og drengene bukkede. Hvis de talte til os, var det som regel for at skælde ud.

Vi havde ikke ur, så når vi skulle op, blev der råbt på os ud ad vinduet, det vil sige, nogle mødre følte sig for fine til at råbe, så de brugte en klokke eller en fløjte. Men min mors stemme nåede hele vejen rundt. Vi kaldte også på vores mødre nede fra gården, f.eks. hvis vi var sultne, så blev der smidt en madpakke ned eller en trøje hvis vi frøs. Hvis vi manglede nogen at lege med, råbte vi også, på den vi ville lege med, nede fra gården.

Om sommeren sad mødrene på bænken i parken og strikkede. De sludrede og sladrede om alt i nabolaget. Vi nejede, når vi gik forbi dem, mellem os kaldte vi dem for ”kødranden”.

Havebetjenten, som hed Edward, gik en runde 3- 4 gange dagligt. Hans største opgave var at holde øje med os børn. Den tog han meget alvorligt og der var nok at gøre. Vi måtte ikke være på græsset, vi måtte ikke engang balancere på de små, jernbuer, der omkransede græsplænen. Buskadset var bandlyst, bunkers måtte vi til nød kælke ned ad om vinteren, når der var sne på. Og vi overtrådte selvfølgeligt det hele og løb som skrækslagne, når vi så ham. Drengene drillede ham og han løb efter dem ind i gården, op ad trapperne. Damen, som boede på fjerde sal i vores opgang,
fortalte, hvordan hun havde lukket drengene ind ad køkkendøren, da hun hørte dem storme op. Derefter havde de stået helt stille og lyttet til betjenten, der lidt efter forgæves nåede op til loftet og måtte traske skuffet ned igen, medens de stod og grinede bag Damens dør.

Vi piger hinkede, sjippede og slog kolbøtter på kolbøttestangen, byttede glansbilleder, servietter, hønseringe, nipsenåle, samlede på billeder fra Ota solgryn. Vi tog på udflugter til Langelinie med dukkevogn og madpakker. Her kontaktede vi de amerikanske matroser, som kom i land. ”What time is it?” havde jeg lært at sige. Så standsede de op og vi stillede os i position for at blive fotograferet. Måske faldt der et stykke ballontyggegummi af eller et stykke kokosnød. På disse ture havde jeg min lillesøster med, der var 5 år yngre. Egentlig er det utrolig vi fik lov til disse udflugter. Jeg har måske været 8 år og min søster 3 år. Vi skulle krydse Strandboulevarden med sporvogne, over Fridtjof Nansens Plads, over Østbanegade for at nå ud på Langeliniebroen. Når vi stod på broen, var den bedste leg at stille sig helt hen til rækværket og vente på lokomotivet, så vi kunne blive væk i røg og damp.

En episode jeg husker, er at vi gik i kirke, i Søs’ mosters kirke. Her skulle vi igennem Rosenvænget over Ndr. Frihavnsgade og hen til Lutherkirken. Senere fortalte præsten, hvordan vi havde sat os til rette på kirkebænken, sat lillesøster, dukkevogn og dukker midt på gangen, så de bedre kunne følge med. Vi kom hjem til gården i mørke, det har været en vintereftermiddag. Gården var i oprør, alle havde ledt efter os, men jeg husker ikke at blive skældt ud, vi havde jo været i kirke.

Med drengene, havde vi fælleslege, bl.a. dåseskjul som foregik på de forbudte områder i parken. Vi løb på rulleskøjter i gården, spillede bold op ad muren. Drengene spillede fodbold op af de lukkede porte. Vi har larmet rigtig meget, jeg husker enkelte beboere klage over os, hvilket resulterede i, at vi larmede ekstra meget uden for deres vinduer. Om vinteren løb vi sammen på skøjter på Grønningen, kælkede på Kastellet eller tog ud til Ulvedalene i Dyrehaven.

I kældrene ud til Strandboulevarden var der forskellige erhverv. En frisør Figaro med herre- og dameside, en skomager, som drengene drillede, for han blev så hysterisk. Jeg husker, at han kom hele vejen op til min mor for at klage over Jørgen.

Vinhandleren under Søs, var vi gode venner med, det var spændende med de store vintønder, de rullede rundt med og personalet var altid i godt humør, hos lille kiosk mand, Faber, købte vi pinocchiokugler ved at banke på ruden indtil gården med en mønt. Rullekonen var også rar, hun havde Rulle Frank til at køre det færdige linned ud på en trækvogn. Rulle Frank var vi gode venner med, vi fik altid en tur på trækvognen og han sang dagen lang. Det var ikke slagere han sang, jeg tror faktisk det var opera. Flot lød det. Han var lige gammel som min mor, hun syntes, det var så flovt, at han råbte hendes alder, når fødselsdagen nærmede sig.

Det var Hr Ketelsen der tog initiativ til, at vi fik et hobbyrum. Det var genialt tænkt, da man gik over til oliefyr og blev der rum ledige i kælderen. Han arrangerede at vi skulle samle penge ind til oprettelsen, bl.a. bordtennisbordet, ved at vi spillede teater for de voksne.

Nede i cykelkælderen opførte vi ”Den lille pige med svovlstikkerne” Jeg, som var en lille splejs, fik rollen, som ”den lille pige”. Det var første og eneste gang jeg blev midtpunktet og jeg elskede det. Søs fik rollen som en nisse der fortalte og Sisse fik rollen som Mormoderen. Jeg elskede at spille den lille fattige pige, elskede at kalde på min mormor og falde død om. Elskede at blive båret ud af scenen.

Jeg tror det var en succes. Bordtennisbordet var en stor succes. Hold da op hvor vi spillede og havde masser af konkurrencer. Min storebror blev formand, han var 15 år, man skulle være 10 år for at blive medlem og jeg var lige ti. Vibeke var 9 år og fik dispensation.

Det er blot et lille glimt af min barndom i Classenshave

Annette Norsker